Opvaskemaskiner

 

Generelt - Nyt fra 1. marts 2021:

Energimærket hjælper dig som forbruger med at reducere din indvirkning på miljøet (og spare penge) ved at vælge produkter, der bruger mindre energi.

Mærket tilskynder også producenterne til at udvikle og investere i mere energieffektivt produktdesign.

De nye krav til energimærkning vil forhåbentlig medføre et øget salg af energieffektive produkter og er derfor en god måde at begynde at leve op til EU's mål om en reduktion af energiforbruget på 20 %.

Ved hjælp af energimærket klassificeres et produkts energiforbrug på en skala fra A til G. Klasse A (grøn) er den mest energieffektive, og klasse G (rød) er den mindst energieffektive. Den nye skala afløser den tidligere skala, som indeholdt klasser som A +, A ++ og A +++. Det er nu betydeligt sværere at opnå en topklassificering sammenlignet med tidligere A +++-mærkninger.

Fra den 1. marts 2021 gælder de nye klassificeringer for opvaskemaskiner. Energieffektivitetsklassen for opvaskemaskiner vil fortsat være baseret på Eco*-programmet. Indholdet af den standardiserede testvask er blevet tilpasset i overensstemmelse med den faktiske brugeradfærd, herunder flere ting såsom plastservice og gryder, hvilket giver en realistisk afspejling af den moderne forbrugeradfærd.

Tørreeffektiviteten er blevet fjernet fra mærkningsordningen og er blevet erstattet med en specifikation for programtid baseret på Eco-programmet*.

Opvaskemaskinernes energimærkning vil være baseret på 100 vaskecyklusser i stedet for årligt forbrug (baseret på 280 vaskecyklusser), som det tidligere var tilfældet. Der vil også blive indført en QR-kode, som giver direkte adgang til flere oplysninger om produktet i den fælles europæiske produktdatabase EPREL (European Registry for Energy Labeling).

Nedenfor kan du nemt finde og sammenligne energimærkede produkter.

 


Det nye energimærke:

1. QR-kode på alle produkter, der giver dig direkte adgang til oplysninger om den specifikke model i den fælles europæiske produktdatabase EPREL. Symbolet er en QR-kode (gittermønster).

2. Produktets energieffektivitetsklasse. Energieffektivitetsklassen vises på en skala fra A-G, hvor A er det mest energieffektive og G det mindst energieffektive.

3. Produktets energiforbrug målt i kWh/100 vaskecyklusser, ved brug af Eco-program*.

4. Produktkapacitet målt i antal kuverter og ved brug af Eco-program*. Pladsen i maskinen pr. vaskecyklus er angivet i antal kuverter. En kuvert består af et forudbestemt sæt af tallerkener, glas, bestik og serveringsfade. Symbolet for kapacitet er et billede af glas og tallerkener.

5. Produktets vandforbrug i liter pr. cyklus ved brug af Eco-program*. Symbolet er en vandhane.

6. Produktets programtid i timer og minutter ved brug af Eco-program*. Symbolet er et ur med en pil.

7. Produktets lydeffektniveau (støj) i dB (A) støjklasse. Støj i dB (A). Jo højere tallet er, jo mere støj genererer maskinen. Skalaen er logaritmisk, hvilket betyder, at en forskel på seks decibel opleves som en fordobling af lyden. Den nye mærkning indeholder også en klassificering af den målte lydværdi fra A til D. Symbolet er en højttaler med lydbølger.

Derudover er der også et minimumskrav til opvaskeevne og tørreeffektivitet. Dette vises ikke på energimærket, men kan findes i vores produktblade.


Det gamle energimærke:

1. Produktets energieffektivitetsklasse.

2. Produktets energiforbrug i kWh/år. Energiforbrug pr. år for 280 vaskecyklusser.

3. Produktets lydeffektniveau (støj) i dB (A). Symbolet er en højttaler med lydbølger.

4. Produktkapacitet målt i antal kuverter. Symbolet for kapacitet er et billede af bestik, glas og tallerkener.

5. Produktets tørreeffektivitetsklasse vises på en skala fra A til G, hvor A betyder den tørreste opvask. Symbolet viser en plade med varmespoler.

6. Produktets vandforbrug i liter/år. Vandforbrug pr. år for 280 vaskecyklusser. Symbolet er en vandhane.


Spørgsmål og svar

Hvad er eco-programmet?

Eco-programmet er et særligt miljøvenligt program, det mest effektive program med hensyn til energi- og vandforbrug. Det er dette program, der bruges til test af effektivitet, tørring og de andre værdier, som du kan finde på det påklistrede energimærke.

Hvilken slags service kommer vi i vores testopvaskemaskiner?

Den slags service, som vi, andre producenter af opvaskemaskiner og eksterne testinstitutter skal bruge, når vi tester opvaskemaskinernes evne til fx at fjerne forskellige typer snavs, er nu blevet ændret. Dette er for bedre at afspejle, hvad forbrugerne rent faktisk kommer i deres opvaskemaskiner. Nu bruger vi bl.a. også plastservice og gryder.

Hvad er en QR-kode?

En QR-kode (Quick Response) er et gittermønster, du scanner med din telefon eller tablet, og som indeholder en bestemt slags oplysninger. Forskellige QR-koder indeholder forskellige oplysninger. Det kan fx være tekniske data, verificering af et ID eller et link til en hjemmeside. Hvis du scanner QR-koden på energimærket, vil du blive ført til oplysningerne for din specifikke model i EPREL, EU's fælles produktdatabase.

Hvordan ser skalaen for nye energieffektivitetsklasser ud?

Energieffektivitetsklassen vises på en skala fra A-G, hvor A er det mest energieffektive og G det mindst energieffektive.

Hvordan beregner vi energiforbruget?

Energiforbruget måles i kWh/vaskecyklus ved brug af Eco-programmet, hvorfra energiforbruget for 100 vaskecyklusser beregnes. En vaskecyklus er det samme som 1 vask.

Hvad menes der med kapacitet?

Opvaskemaskinens kapacitet er angivet i antallet af kuverter. En kuvert består af et forudbestemt sæt af tallerkener, glas, bestik, gryder og serveringsfade. Vores målinger testes på maskiner med en kapacitet på mellem 13-17 kuverter, afhængigt af maskinens størrelse og specifikationerne for dens kurve.

Hvad er vandforbrug?

Vandforbrug er den mængde vand, som en opvaskemaskine bruger i løbet af en vaskecyklus ved brug af Eco-programmet.

Hvad menes der med programtid?

Programtid måles i timer og minutter ved brug af Eco-programmet*. Tiden opgøres fra starten af cyklussen til afslutning af tørrecyklussen.

Hvordan fastsættes lydniveauet?

Maskinens lydniveau måles i decibel. På energimærket er dette markeret med bogstaverne A - C, hvor A er det laveste lydniveau og C det højeste. De tilsvarende værdier er:

A: 38 dB(A) eller lavere

B: 39-44 dB(A)

C: 45-51 dB(A) eller højere

Lydniveauet er en gennemsnitsværdi af lyden i løbet af en hel vaskecyklus.

Decibelskalaen er logaritmisk, hvilket betyder, at en forskel på seks decibel opleves som en fordobling af lyden.