Ølandssnurrer - Gorenje
»
»
»
»
»
luk
...

Ølandssnurrer

FOOD SIMPLIFIED
20.10.2016
De grove ølandssnurrer er bløde og luftige boller med masser af smag, og så er de nemme og hurtige at bage. Derudover er de spækket til med det lille sunde birkesfrø, der indeholder masser af sunde fedtstoffer, protein og fibre, så man med god samvittighed kan mæske sig i dem.

Du skal bruge

12 stk

250g lunkent vand
15g gær
2 tsk. sukker
175g groft ølandshvedemel (kan udskiftes med grahamsmel eller groft speltmel)
225g fint ølandshvedemel (kan udskiftes med hvedemel)
8g salt
30g blødt smør
50g birkes
1 æg til pensling

Sådan gør du

Kom vand, gær og sukker i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt mel og salt, og ælt dejen til den er samlet. Tilsæt nu det bløde smør, og ælt dejen til den er smidig og glat. Æltningen kan sagtens foregå på bordet, da dejen er ret fast og derfor ikke kræver en røremaskine. Når dejen er æltet færdig, skal den hæve 1,5 time på bordet, mens den er dækket med et klæde.

Efter hævning rulles dejen ud til 60×30 cm. Pensl dejen med vand, og drys birkes jævnt over hele dejen. Fold nu en tredjedel af dejen ind mod midten, og fold efterfølgende den anden tredjedel hele vejen over dejen. Rul dejen ud til ca. 30x30cm. Skær dejen i 12 strimler. Hver strimmel rulles ved at holde fast i den ene ende af dejen og rulle dejen mod dig selv. Sno dejstrimlen omkring din pegefinger og tommeltot, og kom enden ned i hullet, der bliver skabt i midten af snurreren. Således lukkes ølandssnurreren sammen. Gentag ved alle 12 dejstrimler.

Sæt de færdigrullede snurrer på en bageplade med bagepapir. Tænd ovnen på 200g varmluft. Lad de grove snurrer hæve tildækket, mens ovnen varmer op. Pisk ægget sammen, og pensel dine ølandssnurrer. Bag dem i ca. 10-15 minutter til de er godt gyldne.


Foto og opskrift: Cathrine Brandt, Madblogger

Bliv ekspert i brødbagning

Der findes ikke noget bedre end duften af nybagt brød. Det skyldes måske, at mange forbinder brød med hygge i familien eller andre uhøjtidelige stunder. 

Brød kan spores helt tilbage til stenalderen, og her på siden vil vi gøre vores for at udbrede den gode nordiske brødtradition, så vi sammen kan få mere ud af vores ovne. Du vil derfor kunne finde alt fra opskriften på det perfekte rugbrød til tips om æltning og hævning. Velbekomme! 

Læs også

Uforsk andre Life Simplified emner