Sådan fjerner du kyssemunden fra skjortekanten

Hvorfor kysser vi?

Adfærdsforskere mener, at kys er en rest fra den spæde alder, hvor både aber og mennesker spidser læberne for at die. Og historisk? Engang, for længe længe siden, troede man, at vores ånde indeholdt sjælens kraft. Et kys var derfor et symbol på åndeligt ægteskab.

Dyp i sødmælk

Det der med at komme ud af døren om morgenen kan for de fleste småbørnsfamilier være lidt af en bedrift (nøgler? sut? Klara?? chokoladekagen??? vaskekluden?????!!) og det sker, at afskedskys mellem forpustet mor og far foregår i fart – resulterende i fancy shiny dazzling mocha kyssemund på fars skjortekant. Hvad så? Dyp kanten i sødmælk, skift mælken ud, når læbestiften har farvet mælken og kom ufarvet opvaskemiddel på. Lad tøjet ligge 4-6 timer før vask. Gnid forsigtigt med husholdningssprit, når tøjet er tørt, hvis der er en rest af farve tilbage.